nov 17, 2020

Pressemeddelelse fra Skive Kommune: Nye skridt i kampen for Rute 26/34

Nye skridt i kampen for rute 26/34

Skive Kommune har sammen med repræsentanter fra det lokale erhvervsliv arrangeret et møde med transportministeren og en række folketingsmedlemmer på Christiansborg. Der er ét emne på dagsordenen: Ønsket om en udvidelse af rute 26/34 fra Herning til Hanstholm.

 

Det er både transportordførere, lokalt valgte folketingsmedlemmer og transportminister Benny Engelbrecht, der i morgen får besøg af en delegation fra Skiveegnen. For i morgen tidlig sætter borgmester Peder Christian Kirkegaard, direktøren for Thise Mejeri, Poul Pedersen, direktøren for GreenLab Skive, Christopher Sorensen, direktør for Business Skive Lars Fjalland og direktøren for Stykgodscentret, Mikael Kristian Madsen kursen mod Christiansborg. Det sker som et led i kampen for en udvidelse af rute 26/34, der går fra Herning og hele vejen til Hanstholm.

 

– Det er en helt afgørende forudsætning for vores virksomheders vækst og udvikling, at der bliver etableret en mere tidssvarende infrastruktur i vores del af landet, så vi kan blive koblet op på motorvejsnettet ved Herning og dermed forbundet med resten af Europa. I hver eneste undersøgelse peger vores virksomheder på infrastrukturen som den største væksthæmmer i vores landsdel.  Vores virksomheder og deres medarbejdere har derfor hårdt brug for udvidelsen af denne rute. Derfor ser vi også frem til mødet i morgen. Det er vigtigt, at vi får en snarlig udvidelse med i den grønne mobilitetsplan for transportsektoren – det, der tidligere blev kaldt transportforliget. Det forventes, at de forhandlinger påbegyndes efter nytår, siger Peder Christian Kirkegaard.

 

– Vi oplever flere problemer med strækningen. Lastbilchaufførerne skal nærmest have et ekstra sidespejl med i førerhuset. Der er ikke megen plads, når de skal passere hinanden. Det gør det heller ikke nemmere for de mange pendlere, at der er en del tung trafik på ruten. Og det har stor betydning for vores konkurrencedygtighed. Gode vejforbindelser er ganske enkelt afgørende for, om virksomhederne klarer sig godt. Derfor er den eksisterende vej nærmest væksthæmmende. Det vil vi gerne have lavet om på.

 

Minister: Behov for udvidelse

Transportministeren har flere gange været i Skive, hvor udvidelsen af rute 26/34 har været omdrejningspunktet. For lidt over et år siden var han inviteret af Komiteen for en udvidelse af rute 26/34, som er et samarbejde mellem Skive, Herning, Morsø og Thisted kommuner. Da var han ude at køre en tur med en lastbil ad rute 34.

 

– Jeg kan ikke love guld og grønne skove, men jeg var jo ikke kommet her i dag, hvis ikke jeg syntes, I havde en god sag, sagde han dengang og anerkendte, at der er et behov for en udvidelse.

Sidst var det Engelbrecht, der klippede snoren, da Haderup Omfartsvej blev indviet i begyndelsen af oktober.

– Vi befinder os i Produktions-Danmark. Det er så vigtigt, at det er nemt at komme frem og tilbage. Vi har også en grøn dagsorden, vi skal have tænkt med ind i den grønne mobilitetsplan for transportsektoren. I den sammenhæng er det jo vanvittigt spændende, at der for eksempel findes et GreenLab Skive. Så det handler om at få det grønne og den bedre infrastruktur til at balancere, så synergierne kan opstå, sagde ministeren dengang.

 

Det er den grønne mobilitetsplan, som delegationen med mødet i morgen forsøger at påvirke, så yderligere investeringer i rute 26/34 bliver en realitet.

 

– Vi ser også kampen for en bedre infrastruktur i et større perspektiv end vækst. For det handler også om bosætningspotentialet. Folk har ikke lyst til at bosætte sig i et område, hvor det er svært at komme til og fra. Det samme gælder pendlere. En arbejdsplads, der ligger et stykke væk fra ens bopæl, er ikke attraktiv, hvis vejen dertil opleves som ufremkommelig og utidssvarende, siger Peder Christian Kirkegaard.

 

Yderligere oplysninger
Peder Christian Kirkegaard
Tlf. 99 15 55 10 – mail: pchk@skivekommune.dk

Vær med i debatten på de sociale medier