”Vi er meget tilfredse med, at Vejdirektoratet og ikke mindst politikerne på Christiansborg har lyttet til vores lokale forbedringsforslag for Rute 26 på Mors. Nu har vi fået en løsning, som gavner hele vejen rundt for både borgere, erhvervsliv og turister.”
Sådan siger Morsø Kommunes borgmester Hans Ejner Bertelsen i en kommentar til Transportministeriets offentliggørelse af trafikale løsninger som led i den kommende udvidelse af Rute 26 fra Hanstholm til Sallingsund.
”Vi har haft en række ændringsforslag til det første oplæg fra Vejdirektoratet, og vores drøftelser med Vejdirektoratet og transportministeren har bl.a. taget afsæt i de høringssvar, der var indgivet fra såvel kommunen som fra borgere og organisationer på Mors”. ”Der har været meget brede folkelige ønsker bag vores forslag, og jeg er glad for, at der er lyttet til os”, siger borgmesteren.
Morsø Kommunes forslag indeholdt disse væsentlige punkter, som alle er efterkommet i det endelige projekt:
- Lyngbro holdes åben for trafik. Herved efterkommes et meget stort ønske fra mange borgere.
- Den planlagte rundkørsel i krydset Rute 26-Sundbyvej umiddelbart øst for Vilsundbroen sløjfes.
- Den betydelige besparelse ved ikke at gennemføre de nævnte to projekter anvendes blandt andet til sikring af Øster Jølby-krydset. Her investeres ekstra 21 mio. kr. i et såkaldt hankeanlæg, der vil trafiksikre det meget befærdede kryds optimalt.
”Vi har haft et meget positivt forhandlingsforløb med Transportministeren og med Vejdirektoratet, og undervejs også en konstruktiv dialog med transportordførerne og de lokalt valgte folketingsmedlemmer Torsten Schack Pedersen og Simon Kollerup om denne sag.
Alle vores ønsker er blevet hørt. I den forbindelse vil jeg gerne rose de mange engagerede borgere og virksomheder, som er kommet med input. Vi skylder også tak til de lokale folketingsmedlemmer Torsten Schack Pedersen (V) og Simon Kollerup (S). Vores fælles pres og den gode dialog betyder, at løsningen er tilpasset lokale forhold, som både styrker sikkerheden, øger fremkommeligheden – og samtidig sikrer, at den lokale tiltrækningskraft bevares på hele øen” siger borgmesteren og fortsætter:
”Jeg ser det her som en sejr for vores samarbejde i Komiteen for udvidelse af Rute 26 og Rute 34 fra Hanstholm til Herning. Vi tager nu et stort og konkret skridt mod at styrke udbygningen af infrastrukturen i det nordvestjyske område – som er nødvendig for at bevare områdets og ikke mindst erhvervsvirksomhedernes livsnerve.
Nu glæder jeg mig til, at projektet for alvor begynder at tage form – og så må vi se, hvordan vi også når i mål med resten af vejen helt til Herning”, siger Hans Ejner Bertelsen.